Andreas Houmann

Kære Borgmester, Ulla Vestergaard

Mit navn er Andreas Houmann, jeg er 29 år gammel og til dagligt bor jeg i København, hvor jeg har mit fotostudie på Vesterbro. Men så snart muligheden er der, går turen til Thy, for at arbejde på det dette projekt, jeg gerne vil have lov at præsentere for dig. 

Projektet hedder “Talentet i Thy” og er en fortælling om talentet. Talent som vi kender det, men også det vi nemt kan overse. 

For 6 år siden begyndte jeg at komme meget i Thy og jeg blev draget af det vilde og storslåede. Selvom jeg er opvokset på landet udenfor Humlum og altid har været omgivet af naturen og har brugt den, så har den ligesom altid "bare" været der. Jeg begyndte at fotografere og bakkernes former, træernes formationer og lign. blev nu til kunstværker, når jeg så dem gennem mit kamera. Pludselig åbnede den samme verden sig op på en helt ny måde. 

I mine øjne rummer Thy Danmarks smukkeste natur og der gemmer sig her de smukkeste motiver og i mit møde med naturen kom også mødet med menneskene. Eksempelvis min faster og onkels nabo Åge, som sørger for æg til de 5 nabogårde. Telefonen kan ringe 3-4-5 gange på en uge, Åge skal nemlig høre, om der er blevet bagt og om der er brug for flere æg. Da jeg oplevede dette, så jeg straks et socialt talent, som sjældent bliver anerkendt eller fremhævet. 

På min vej har jeg mødt mange talentfulde mennesker og det gik op for mig at talent ikke kun findes hos dem vi læser om eller ser i medierne, men det er noget alle har. Casper Steinfarth verdensmester i surfdisciplinen SUP og Gitte Kroll, der brænder for hendes fårs velfærd, er på hver deres måde talentfulde mennesker. Ved at tage det talent, som vi kender og vise det i sammenhæng med det vi nemt kan overse, bliver begge talenter løftet op på samme niveau. 

Talentet i Thy er en kommende fotobog og kunstudstilling, der består af naturbilleder, som jeg ser dem og små fortællinger om de forskellige talenter, der findes i nogle af de mennesker, der bor i Thy.






Tak for at I tog jer tid, håber at I vil være med på dette projekt.

Using Format